Solgte succesfirma efter tre års slid

15. Februar 2023

Bjarke Skov er manden, der skabte BS Import og nu har solgt til Nordthy A/S.

Ambitionerne var store, da Bjarke Skov i 2019 startede BS Import med import af kvalitetsfødevarer. Inden for fem år skulle firmaet have en omsætning på 100 mio. kr. Han nåede det på fire år, og til efteråret venter en Gazelle-pris fra Børsen. For at sikre fortsat vækst har 36-årige Bjarke Skov nu solgt virksomheden til Nordthy A/S, som han til gengæld bliver medejer af.

Men hvem er han egentlig, Gærum-drengen, der gjorde komet-karriere som sælger i elektronikbranchen og senere i fødevarebranchen, som næsten mistede sig selv på rejsen og som nu skaber overskrifter i medierne med salget af sin virksomhed? Det finder vi svaret på over en kop kaffe i BS Imports domicil i Frederikshavn.

Da Bjarke Skov som 19- årig stod med en HTX-eksamen og en plan om at læse til ingeniør, fik han lidt tilfældigt et job i Telia-butikken i Frederikshavn. Jobbet blev hurtigt spændende, og han fandt det specielt meget interessant at tale med kunderne og bygge relationer op, så de kom igen. Så fik Bjarke nogle kurser og fik hurtigt øjnene op for salg. Vandt derefter nogle landsdækkende salgskonkurrencer og fik smag for at tjene penge. Derefter tog karrieren fart og det var et helt tilfældigt cafébesøg, som skulle vise sig at være starten til den store rejse: – En dag i 2009 var jeg på café med nogle venner. En af vennerne havde hørt, at Elgiganten åbnede i Hjørring og overvejede at søge derud.

Jeg kunne næsten ikke koncentrere mig om resten af frokosten, da jeg bare skulle hjem og søge det job, og helst før kammeraten, fortæller Bjarke Skov.

Han kom til samtale, og endnu inden han var nået ud af Hjørring, ringede varehuschefen og sagde, at han var ansat.

Flyttede til København

Bjarke Skov var med til at opbygge varehuset i Hjørring, og efter et halvt år blev han leder af dataafdelingen. Tre gange blev han årets salgsleder i kæden, og i 2012 blev Bjarke hentet til en afdeling i Århus, som skrantede. Han fik vendt skuden, og året efter gentog han øvelsen i Aalborg, der på det tidspunkt var en af kædens største varehuse.

Det var en periode, hvor det gik rigtig stærkt. Indenfor to et halvt år var jeg igennem to forfremmelser i forskellige byer, så jeg havde ikke en chance for at skabe en base og et hjem. Det betød. at jeg måtte overnatte på sofaerne hos kollegaerne, og der var reelt kun arbejde i mit liv i den her periode, husker Bjarke Skov.

Efter knap et halvt år i Aalborg, blev der rykket i Bjarke Skov igen af hans tidligere direktør fra Elgiganten, som i mellemtiden var kommet til Punkt 1 og Expert, som havde store planer.

Jeg flyttede til København, hvor vi sad en 20 mand i en kælder i Brøndby og byggede hjemmesiden til det, der kom til at hedde Power. Første varehus i kæden skulle åbne i Glostrup, og jeg er enormt stolt over at tænke tilbage på at jeg har været med til at starte Power op i Danmark. Det var igen en hård tid, hvor jeg det første halve år boede på hotel, men fik stille og roligt etableret mig i København, fortæller Bjarke Skov.

Efter nogle år på hovedkontoret, som assisterende salgschef for Radio/TV i hele landet, skulle tasken dog pakkes igen. Karrieren fortsatte i højt gear. Bjarke var manden, der kunne få et varehus til at præstere på et højere niveau, og han endte med at have ansvaret som varehuschef for butikken i Frederiksbergcentret, og året efter blev han forfremmet til Rosengårdscentret i Odense, en af kædens største. Det var på et tidspunkt, hvor han netop havde fået kæreste og lejlighed i København, så det blev endnu en gang nogle måneder på hotel i Odense.

Mistede sig selv

Efter et år i Odense blev Bjarke headhuntet til en fødevarevirksomhed i København. Han sagde ja, fordi han havde lyst til noget helt andet efter mange hektiske år i elektronikbranchen og hvor han følte at han lidt havde mistet sig selv, grundet det store arbejdspres. Men det skulle vise sig, at det ikke var noget godt match. Han kom ind i en etableret virksomhed, der ikke havde de samme visioner og lyst til udvikling, som Bjarke havde. Firmaet ville holde sig til catering, mens Bjarke havde sin forkærlighed til detail. En lyst, der var blevet forstærket efter en messe i Paris, hvor det var “som at komme ind i en slikbutik.” Forholdet til kæresten var gået i stykker, og Bjarke havde ikke noget sted at bo. I en lang periode sov han på kontoret, uden at nogen opdagede det. Så brugte han aftenerne og nætterne på at arbejde med projekter til detailhandel, sov nogle timer og pakkede soveposen væk, inden de andre mødte ind.

Natarbejdet resulterede bl.a. i en kæmpe aftale med Salling Group, som han præsenterede for ledelsen, men den var ikke interesseret. Det var i 2018.

Herefter kunne Bjarke Skov mærke, at han skulle fortsætte med sine ideer og projekter alene og rejste hjem til forældrene i Gærum, hvor han rykkede ind på sit gamle drengeværelse, oprettede CVR-nummer og startede BS Import, mens gratis mad og husly samt supplerende dagpenge holdt ham flydende.

Det var en drastisk beslutning. Jeg gik fra at tjene rigtig gode penge til dagpenge, fordi jeg bare måtte følge den her drøm omkring alle de ideer, jeg havde. Og jeg tror da også mine forældre var lidt bekymrede for mig. Jeg fjernede jo den sikre stabile indkomst. Men jeg var simpelthen nødt til det. Succesen i elektronikbranchen havde i den grad styret mit liv. Jeg arbejdede døgnet rundt og tænkte kun på arbejde. Jeg havde næsten mistet fornemmelsen for, hvem Bjarke egentlig var. Jeg var for længst holdt op med at spille fodbold og se vennerne, familien så jeg næsten aldrig og min kæreste kunne selvfølgelig heller ikke være i det mere, siger Bjarke Skov.

Afslag blev motivation

Med udgangspunkt i drengeværelset i Gærum tog Bjarke Skov igen til messe i Paris og udbyggede sit netværk, og så begyndte handelen at tage fart. I 2020 fik han en stor kontrakt med Aldi og Rema 1000 og gik i banken for at få den finansieret. Men det blev et nej. I stedet skiftede Bjarke Skov til Nordjyske Bank og fik desuden kontakt til Morten Klæstrup fra Seafood Sales, som var villig til at investere i BS Import i en periode. Så eksploderede salget.

Afslaget i min oprindelige bank blev en kæmpe motivationsfaktor for mig. Jeg skulle nok vise dem, at jeg kunne. Og Morten Klæstrup blev den helt rigtige investor og mentor for mig. Han hjalp mig med at få tingene sat i rammer, få etableret en bestyrelse og styrke samarbejdet med agenter rundt om i verden. I 2021 ansatte jeg en tidligere kollega, Jacob Mouritsen, som min højre hånd. Han var i mellemtiden skiftet over til dagligvarebranchen og sammen tog vi tilløb til at ekspandere virksomheden, siger Bjarke Skov.

Bjarke havde ikke hidtil overvejet at få medejere ind, men for at vækste havde han brug for kapital. Mange var interesserede i at investere i BS Import, men så ville de have hele forretningen, og det ville Bjarke ikke. I september 2022 fik han dog kontakt til en investor, der ville være tilfreds med 25 pct. af virksomheden. De skulle mødes en torsdag sidst i måneden, men aftenen før blev Bjarke pludselig ringet op af direktøren fra Nordthy, Søren Lukassen, der gik lige til sagen og spurgte: “Er du til salg?” – Vi endte med at tale sammen i en time og jeg besluttede at udsætte mødet med den anden investor. Dagen efter tog jeg til Thisted for at besøge Nordthy. Jeg ankom ved 14-tiden, og vi talte sammen til længe efter midnat. Vi glemte endda at spise aftensmad. Kemien var så god, og det virkede helt rigtigt, fortæller Bjarke Skov, som dog i den efterfølgende proces nåede at fortryde og beslutte sig igen.

Voksenliv begynder for alvor

Resultatet blev det virksomhedssalg, som ramte overskrifterne i sidste uge. Nordthy har købt BS Import, og Bjarke Skov er blevet medejer af Nordthy.

Bjarke Skov har således endnu engang taget en drastisk beslutning, og denne gang føler han, at det er ham selv, der har haft styringen og ikke succesen, der har styret ham. Et dødsfald i familien har fået den 36-årige købmand til at reflektere over livets sande værdier.

Han har fået en kæreste og to bonusbørn og føler på en måde, at han nu for alvor skal til at begynde sit voksenliv. Han vil for første gang eje sit eget hus med sin kæreste og ikke bo i en kuffert. Have en base som udgangspunkt for et arbejdsliv, der fortsat vil fylde meget, men ikke alt.

I Nordthy har jeg fundet en partner, som har været på samme rejse som jeg selv og som har de samme værdier og tilgang til det at drive forretning. Jeg glæder mig utrolig meget til at være med til at udvikle Nordthy videre frem som en innovativ og respekteret importforretning, siger Bjarke Skov.

Lokalavisen Frederikshavn

Close Menu